Referat af Livskrampe.
Birthe er 70 år, bor stadig i eget hus hvor hun er født og opvokset. Huset bliver kaldet spøgelseshuset fordi haven får lov at vokse vildt, og huset forfalder langsomt, på trods af at det ligger i et pænt villakvarter. Tidligere var huset omringet af skov og marker men området blev solgt til udstykning af byggegrunde og man forsøgte også at købe spøgelseshuset men Birthe afslog, hun vil bo i huset til det sidste.
Birthe arbejdede som rengøringskone og for at tjene lidt ekstra opmaskede hun strømper og syede for folk. Rengøringsjobbet blev for hårdt for hende og hun lever af socialhjælp og hendes sy arbejde. Hun er ikke interesseret i hjemmehjælp, da hun ikke mener hun er så dårlig endnu så det er nødvendigt. Kommunens teknisk forvaltning kommer af og til, men hun råber blot af dem og truer af dem med sin knyttede hånd, og hun har derfor sømmet døre og vinduer til for at blive fri for dem, så når hun skal ud må hun kravle ud af kældervinduet.
Hun dyrker i sin have egne grønsager så hun kan klare sig og ellers handler hun ind hos den lokale købmand hver morgen kl 8.00. På vej dertil møder hun af og til skolebørnene på vej til skole, hvor hun får tilråb af børnene, de kalder hende ”heksemor med det gulgrønne hår”.
Om aftenen render børnene tit rundt i hendes have for at genere hende og de kaster sten mod huset, som har resulteret i mange smadrede ruder, hvor hun sætter krydsfiner op i stedet, for at holde lidt på varmen, men hun må fyre ekstra om vinteren for at kunne holde varmen, så hun må sende bud efter mere olie, og betaler regningen på posthuset til den 1.
Paracelhusejerne har lavet en underskriftindsamling hvor de krævede huset fjernet, og det blev enden af det, så en dag dukkede politiet, en ambulance og en række håndværkere op for at flytte hende, og rive huset ned. Ambulancefolkene tog sig at Birthe, hun fulgte med uden et ord og ville intet have med sig, nu havde hun jo tabt kampen, og hendes naboer stod og kiggede nysgerrigt med.
Birthe blev afleveret på alderdomshjemmet hvor søde mennesker tog imod hende. De hjalp hende af tøjet, fik hende vasket og fik hende i rent tøj. Hun følte ikke livet var værd at leve mere fordi de havde taget alt fra hende, hun havde mistet lysten til at leve. Der var ingen der kunne aktivere hende til nogle aktiviteter, og hun havde alder mest lyst til at være i fred, så hun opholdte sig meget hos sig selv i sin seng.
En morgen følte hun tegn på døden, da personalet kom ind slog de straks alarm og hente genoplivningsmaskinen, og fik liv i Birthe igen. Da hun kom til sig selv igen, gik det op for hende at de havde givet hende liv igen, og hun begyndte at græde utrøsteligt.
En lørdag eftermiddag snød hun læger og personalet og gik i fyrrummet hvor hun lagde sig på nogle varmerør og sov stille ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar